søvn

Søvn har mange komplekse funktioner. Under søvn der betydelige ændringer i hjernens og kroppens fysiologi. Under NREM-søvn nedsættes hjernens stofskifte og blodgennemstrømning, men øges under REM-søvn hvorfor REM søvn også kaldes aktiv søvn. Kroppen kommer i en genoprettende (anabol) tilstand under søvn hvilket har betydning for kroppens og hjernens udvikling. Immunsystemet styrkes under søvn. Søvn har helt central betydning for forankring af hukommelse (memory consolidation) og rensning af hjernen via det glymfatiske system.

NREM-søvnen har betydning for hjernens renseprocesser (det glymfatiske system). NREM og REM søvn indgår i en kompleks mekanismer hvor information sorteres, lagres og analyseres, hvilket samlet benævnes hukommelseskonsolidering.

Søvnstadier er stadier i søvnen, hvor der er forskellig aktivitet i bl.a. hjernen samt i flere kropslige funktioner, herunder muskler, øjenbevægelser men også hjerterytme og vejrtrækning. Hjerneaktivitet kan bl.a. bestemmes med EEG, der registrerer elektriske hjernebølger, og målinger af øjenaktivitet (elektro-okulografi, forkortet EOG), og muskelaktivitet (elektromyografi – EMG) kan vise de karakteristiske ændringer i de forskellige søvnstadier.

Under REM-søvn ses aktiv hjerneaktivitet og hurtige øjenbevægelser, og heraf kommer navnet REM, der står for Rapid Eye Movement. Under NREM-søvn er der langsomme elektriske udladninger fra hjernen på EEG'et. De langsomme elektriske udladninger fra hjernen øges, når søvndybden tiltagende og er helt fremtrædende under dyb søvn, som også kaldes N3-søvn.

Opdagelsen af hurtige øjenbevægelser periodisk gennem natten viste sig at passe ind i bestemte EEG-perioder og blev til betegnelsen REM-søvn. Ved vækning i de forskellige faser fandt man, at der er forskel i drømmeindholdet; under NREM søvn er det typiske enkle og følelsesmæssigt simple drømme, men under REM søvnen er der høj drømmeaktivitet ofte med mere livlig og tematisk karakter. Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) havde en antagelse om, at man er lammet under drømmesøvnen, hvilket da viste sig at være korrekt, og lammelsen kan kaldes en praktisk foranstaltning, hvorved man undgår at udføre de bevægelser, man drømmer om. I dag anser man drømme værende led i hjernens bearbejdning af indtryk og en del af hukommelseskonsolidering.

Den normale søvn har et karakteristisk mønster, hvor der veksles mellem NREM-søvn og REM-søvn. Perioderne er typisk omkring 90 min. og der er i alt omkring fire til fem NREM-REM-søvnperioder per nat.

Den dybe søvn (N3) er mest fremtrædende om natten, mens REM-søvn bliver mere fremtræden i slutningen af natten. Samlet er cirka 20-25 % N3-søvn, cirka 20-25 % REM-søvn, mens resten er let søvn (N2) eller døs (N1). N1 ses typisk ved overgangen fra vågen til søvn.

Under søvn har man fysiologisk mange små vækninger (arousals) der er fysiologiske aktiveringer i hjernen som formentlig har en monitorerende funktion samt kortere og længere vækninger, f.eks. ved toiletbesøg.

Søvnbehovet vokser svarende til den tid, man har været vågen, hvilket især gælder den dybe N3-søvn. Ved mangel på søvn opstår der et søvnunderskud og et behov for at sove. REM-søvn reguleres fra nat til nat, og særligt den dybe søvn (N3) og drømmesøvnen er betydningsfulde. Ved mangel på dyb søvn opleves især kropslige symptomer på træthed, og udskillelsen af væksthormon hænger nøje sammen med den dybe søvn.

Søvndybden kan f.eks. karakteriseres ved hvor kraftigt et stimulus der skal til for at vække en person. Typisk er vækkestimulus størst under N3 (dyb) søvn.

Behovet for søvn varierer betydeligt igennem livet. Hos det nyfødte barn er søvnbehovet typisk mere end 16 timer per døgn, men falder igennem barndommen og teenageårene hvor søvnbehovet typisk er 9-10 timer. Hos voksne er søvnbehovet omkring 7½-8½ timer per døgn.

Søvnens struktur ændres også i takt med at søvnbehovet ændrer sig. N3 og REM-søvn er dominerende hos det unge barn og når en mere voksen fordeling i slutningen af barndommen. På grund af det store behov for søvn i de første leveår er søvnen typisk polyfasisk i de første leveår, hvilket vil sige, at søvnen er opdelt i flere kortere perioder. Omkring 4-årsalderen bliver søvnen typisk monofaset, hvilket er en samlet søvnperiode. Den dybe søvn bliver mindre fremtrædende igennem livet og er mindre udtalt efter 60-årsalderen.

Søvnen styres via et kompliceret reguleringssystem, som er placeret i den basale hjerne, som inkluderer hjernestammen, den basale forhjerne, thalamus og hypothalamus. Disse indgår i samlet reguleringssystem, der også kaldes det retikulære aktiveringssystem, som har betydning for et stort antal grundlæggende reguleringer fx bevidsthed, vejrtrækning og hjerteaktivitet, men også vågen-søvn-reguleringen.

Vågen-søvn-reguleringen kaldes også homeostatiske proces eller proces S og indgår sammen med døgnrytmeregulering, som også kaldes den circadiane regulering eller proces C i en samlet to-proces-reguleringsmekanisme.

Døgnrytmen er helt central for basale kropslige reguleringer og en af forudsætninger for, at søvnen kan indtræde, fx via faldende temperatur og stofskifte inden normal sengetid.

Søvn kan opleves med forskellig kvalitet. Nogle mennesker har søvnproblemer, søvnforstyrrelser og nogle udvikler søvnsygdomme. Eksempler på søvnsygdomme er bl.a. søvnbesvær (insomni), øget søvntrang (hypersomnier), vejrtrækningsproblemer under søvn (søvnapnø), anfalds fænomener under søvn (parasomnier), bevægesygdomme eller døgnrytmeforstyrrelser.

• adfærdsbiologi
• drøm
• søvnforstyrrelser
• biologisk rytme