Darwin indså, at de bedst tilpassede individer blev "udvalgt" ved naturlig selektion svarende til den kunstige selektion, som finder sted ved avl og forædling. Han antog, at naturlig selektion arbejdede med den naturligt forekommende variation inden for en population, men han var ikke i stand til at forklare, hvorfra variationen stammede, og hvordan den blev opretholdt. Med bl.a. Hugo de Vries' genopdagelse af Gregor Mendels genetiske undersøgelser og hans arvelighedslove i 1900 blev det klart, at egenskaber blev nedarvet fra forældre til børn ved arvelige enheder, gener, i kønscellerne. Denne indsigt medførte, at evolutionsforskningen fokuserede på arvelighedens rolle i evolutionen. De Vries fremkom således med en anden evolutionsteori, mutationisme, som næsten så helt bort fra naturlig selektion og i stedet fokuserede på mutationer som den egentlige årsag til større ændringer inden for arter og under artsdannelse.
Mekanismen naturlig selektion blev forsvaret af biometrikerne, anført af Karl Pearson. Disses evolutionsteori opererede med mange små, gradvise ændringer. Biometrikerne mente, ændringerne kunne nedarves uden at følge de mendelske arvelighedslove. Uoverensstemmelsen imellem mutationsskolen og biometrikerne fandt sin løsning i 1920'erne og 1930'erne i den teoretiske populationsgenetik, anført af J.B.S. Haldane og R.A. Fisher i England og S. Wright i USA, som var i stand til at indarbejde mendelsk genetik i Darwins evolutionsteori. De viste, at biometrikernes små, kumulative ændringer kunne forklares ved mendelske gener, men også, at de fleste mutationer ville have så drastiske effekter på individet, at disse ikke alene kunne forklare evolutionen.
I 1937 publicerede den russiskfødte amerikaner T. Dobzhansky Genetics and the Origin of Species, som fik umådelig betydning for biologers accept af den moderne syntese mellem Darwins og Mendels arbejder. At der virkelig var tale om en syntese, ses af, at så forskellige forskere som botanikeren G.L. Stebbins, zoologerne E. Mayr og J. Huxley samt palæontologen G.G. Simpson alle var i stand til at indpasse deres arbejdsfelter i teorien, som blev døbt neodarwinisme.
Siden 1950'erne har der været stor enighed blandt biologer om neodarwinismens holdbarhed. Stort set alle biologiske forskningsresultater giver mening set i teoriens lys, hvilket fik Dobzhansky til at sige "nothing in biology makes sense except in the light of evolution" (biologi er først logisk, når den ses i sammenhæng med evolutionsteorien). De sidste årtiers intensive udforskning af proteiner og arvemateriale har yderligere styrket Darwins evolutionspostulat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.