Manhattanprojektet

²³⁵U udgør 0,7 % af naturligt uran, mens resten er ²³⁸U. Fremstilling af ²³⁵U sker ved adskillelse af disse to uranisotoper. I USA benyttede man tre metoder: elektromagnetisk separation (udviklet af den amerikanske fysiker O.W. Lawrence), gasdiffusion (udviklet af den amerikanske kemiker H.C. Urey og amerikansk industri) og termisk diffusion. Tre anlæg, baseret på hver sin metode, blev bygget og sat i drift ved Oak Ridge i staten Tennessee.

Plutonium fremstilles i reaktorer ved neutronindfangning i ²³⁸U. Verdens første reaktor blev som en del af Manhattanprojektet bygget i Chicago under ledelse af den italienske fysiker E. Fermi. Til produktion af ²³⁹Pu opførtes i staten Washington produktionsreaktorer og anlæg til kemisk udvinding af det i reaktorernes uranbrændsel dannede plutonium.

Udvikling og fremstilling af atombomberne foregik i Los Alamos i staten New Mexico under ledelse af den amerikanske fysiker J.R. Oppenheimer, men der deltog også mange fremtrædende fysikere og kemikere fra andre lande, herunder Niels Bohr. Der blev udviklet to bombekonstruktioner: kanontypen med ²³⁵U og implosionstypen med ²³⁹Pu. Implosionstypen blev afprøvet i Alamogordo-ørkenen den 16. juli 1945. Den første bombe af kanontypen blev detoneret over Hiroshima den 6. august 1945, den anden implosionsbombe over Nagasaki den 9. august 1945.

Når det kun ca. seks år efter opdagelsen af fission lykkedes at udnytte processen militært, skyldtes det amerikansk vilje og evne til at benytte enorme økonomiske, industrielle og videnskabelige resurser på et projekt, hvis chance for succes fra begyndelsen var alt andet end sikker.

• atombombe
• kernevåben