Parlamentarisme

Parlamentarisme er en statsform, hvor en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig (positiv parlamentarisme), eller ikke må have et flertal imod sig (negativ parlamentarisme). Historisk er parlamentarismen udviklet i England som en praktisk foranstaltning, der skulle sikre en folkelig kontrol med regeringen. Parlamentarisme er knyttet til repræsentativt demokrati som styreform i en suveræn stat. Der findes eksempler på parlamentarisme i såvel republikker som monarkier. (Se kortet til højre)

Parlamentarisme fungerer i praksis i et repræsentativt demokrati og er den juridiske legitimitet af folkets kontrol med regeringen. Legitimiteten består i, at folket ved frie, lige og hemmelige valg har valgt de repræsentanter, der kontrollerer regeringen. I et parlamentarisk system har de folkevalgte således en dobbelt funktion:

• At vedtage love
• At kontrollere regeringen

Proceduren for lovgivningen er normalt beskrevet i landets forfatning. Proceduren for den folkelige kontrol med regeringen kan ligeledes være indskrevet i forfatningen, men det er ikke altid tilfældet.^[1]

Kontrollen kan enten bestå i, at regeringen må træde tilbage, hvis den ikke kan skabe et flertal i parlamentet, eller i, at regeringen i denne situation udskriver valg.^[2] I nogle stater, herunder Danmark sker dette formelt ved, at Parlamentet udtrykker sin mistillid til regeringen.

Der findes to typer af parlamentarisme:

• Positiv parlamentarisme
• Negativ parlamentarisme

Begge typer kan i praksis fungere i et politisk system med forholdstalsvalg ^[3] og i et politisk system med flertalsvalg i enkeltkredse.^[4]

Positiv parlamentarisme findes i to udformninger:

• I den ene variant, der findes i bl.a., Spanien og Tyskland ^[5] kræves absolut flertal blandt alle medlemmer af parlamentet, før regeringen kan tiltræde.
• I den anden variant, der findes i bl.a. Belgien, Irland, Italien og Holland kræves almindeligt flertal blandt de fremmødte.

Negativ parlamentarisme findes ligeledes i to udformninger.

• I den ene variant, der findes i bl.a. Sverige og Portugal, er kravet, at et absolut flertal blandt parlamentets medlemmer ikke stemmer imod regeringens sammensætning.
• I den anden variant, der findes i bl.a. Storbritannien, Danmark, Norge, Finland og Island er en afstemning om regeringens autoritet kun nødvendig, hvis der fremsættes et mistillidsvotum.

Den negative parlamentarisme i Sverige betød at Olof Palmes regering kunne fortsætte efter valget den 16. september 1973 hvor højre og venstre blok fik samme antal mandater.^[6]

Det anføres ofte, at et parlamentaristisk system ikke har fuldstændig magtdeling, da regeringen udgår af parlamentet ^[7] I den præsidentale styreform er den folkevalgte præsident normalt uafhængig af parlamentet.^[8]

Positiv parlamentarisme har historisk set oftere medført bredere regeringsgrundlag end negativ parlamentarisme, hvor mindretalsregeringer med spinkelt flertal oftere forekommer.^[9] Effekten af parlamentets kontrol med regeringen er næppe knyttet til en af de to grundformer, men afhænger i højere grad af antallet af politiske partier i parlamentet og af valgmetoden.

Negativ parlamentarisme blev i praksis styreformen i Danmark ved systemskiftet i 1901. Her accepterede kongen det parlamentariske grundprincip, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig. Det gælder stadig i dag. Bønder fik nu stemmeret og dermed blev en Venstre regering dannet

• 1903 – Kvinder får først nu stemmeret til menighedsrådene.
• 1907 – Kvinder får stemmeret til kommunalbestyrelserne.
• 1915 – Kvinder og tyende fik for første gang stemmeret til Folketinget og Landstinget.
• 1920 – Påskekrisen opstår, da kong Christian 10. afsætter regeringen Zahle. Efterfølgende lover kongen fremover at respektere parlamentarismen som sædvaneret.
• 1953 – Parlamentarismen blev lovfæstet. Landstinget bliver afskaffet og tronfølgeloven ændres, således at kvinder får del i arvefølgen.

• Albæk Jensen, Jørgen (1989). Parlamentarismens statsretlige betydning, København: Jurist- og konomforbundets Forlag.
• Damgaard, Erik (1990). Parlamentarismens danske tilstande I Damgaard (red), Parlamentarisk forandring i Norden, Oslo, Universitetsforlaget.
• Rasmussen, Erik (1969). Komparativ politik, bd. 1 og 2, 2. udgave, København: Gyldendal

• Louise Andersen: "Dansk parlamentarisme: Politiske og retlige normer under opbrud?" (Politica, Bind 26; 1994)
• Hans Bagge Nielsen og Jan Henrik Nyheim: "Træk af dansk parlamentarisme 1901-1968" (Politica, Bind 1; 1968)
• Palle Svensson: "Brud eller kontinuitet i nyere dansk parlamentarisme" (Politica, Bind 26; 1994)

• Europa-Parlamentet