Eleonora af Aquitanien

Eleonora af Aquitanien Aliénor d'Aquitaine
Samtidigt billede af Eleonora. Ledsageren menes at være enten hendes yngste søn, Johan, eller datteren, Johanne, eller svigerdatteren, Berengaria
Dronning af England
Kroning	19. december 1154 Westminster Abbey
Periode	25. oktober 1154 – 6. juli 1189
Forgænger	Matilde af Boulogne
Efterfølger	Berengaria af Navarra
Dronning af Frankrig Kroning: 25. december 1137 Notre-Dame de Reims Periode: 1. august 1137 – 21. marts 1152 Forgænger: Adelheid af Savoyen Efterfølger: Konstance af Kastilien
Hertuginde af Aquitanien Regerede: 9. april 1137 – 1. april 1204 Forgænger: Vilhelm 10., hertug af Aquitanien Efterfølger: Johan
Ægtefæller	Ludvig 7. af Frankrig (g. 1137; sk. 1152) Henrik 2. af England (g. 1152; d. 1189)
Børn	med Ludvig 7.: Marie Alix med Henrik 2.: Vilhelm Henrik Matilde Richard Godfred Eleonora Johanne Johan
Hus	Poitiers
Far	Vilhelm 10., hertug af Aquitanien
Mor	Aenor af Châtellerault
Født	1122 eller 1124 Belin eller Bordeaux
Død	1. april 1204 Fontevraudklostret i Anjou
Hvilested	Fontevraudklostret i Anjou
Religion	Romersk-katolsk
v d r

Eleonora af Aquitanien (Aliénor) (1122/1124 – 1. april 1204) var fransk dronning 1137-52 og engelsk dronning 1154-89. Hun var kendt for sin klogskab, skønhed og karakterstyrke og for sine stormfulde ægteskaber, især med ægtemand nummer to, kong Henrik 2.

Eleonora var det ældste barn af Vilhelm 10. hertug af Aquitanien og Aenor af Châtellerault. Hertugens hof var et af de toneangivende i det tidlige 12. århundrede. Eleonora blev navngivet Aliénor efter sin mor, Aenor, fra latinsk alia Aenor, der betyder den anden Aenor. Det blev til Aleonòr på fransk, langues d'oïl, og Eleanor på engelsk.

Efter faderens død i 1137 arvede Eleonora hertugdømmet Aquitanien og grevskabet Poitou, efter at hendes mor og yngre bror var døde. Denne arv gjorde hende til den rigeste kvinde i Europa, og hun blev et af de mest eftertragtede brudeemner. Eleonora havde fået en grundig uddannelse og var en glimrende elev, der kunne læse og tale latin, og som var øvet i musik og litteratur. De mandlige ridderbeskæftigelser, ridning, jagt - og jagt med falke - var også en del af hendes interesser.

I 1137 blev hun 15 år gammel gift med kong Ludvig 7. af Frankrig. Han var kedsommelig og alvorlig og passede dårligt til den livlige Eleonora. Som 19-årige tilbød hun at slutte sig til det 2. korstog med sine riddere. Det siges, at hun opsøgte Bernard af Clairvaux i Vézelay klædt som en amazone, der galoperede gennem menneskemængden på en skimmel, mens hun tryglede om at måtte slutte sig til korstoget. Hun drog af sted med sine kvindelige riddere, der var i panser og plade og bevæbnet med lanser, men de nåede aldrig i kamp.

Under korstoget indledte Eleonora et forhold til den unge Raymond, der var udnævnt til fyrste af Antiokia, og som i øvrigt var hendes onkel. Hun støttede Raymonds strategi med at generobre Edessa (Şanlıurfa) for at beskytte vesterlændingenes tilstedeværelse i Det Hellige Land i stedet for at drage direkte mod Jerusalem, som Ludvig 7. havde besluttet. Ludvig 7. gav Eleonora ordre til at følge med sig til Jerusalem. Hun reagerede ved at erklære deres ægteskab ugyldigt, men var nødt til at følge med kongen. Ekspeditionen slog fejl, og parret vendte hjem til Frankrig på hvert sit skib.

I 1152 blev Eleonoras ægteskab med Ludvig 7. omstødt med henvisning til blodslægtskab. Derefter fik hun sine besiddelser tilbage, men måtte forlade sine to døtre, der voksede op ved det franske hof.

Samme år blev hun gift med Henrik af Anjou, der var engelsk tronarving og senere konge. To år efter blev han konge som Henrik 2. af England. Eleonora og Henrik fik otte børn: tre døtre og fem sønner, heriblandt de to senere konger af England, Richard 1. og Johan.

I 1169 havde Henrik sendt Eleonora tilbage til Aquitanien for at genoprette ro og orden, men hun besluttede at grunde sit eget rige dér. Da Eleonoras børn voksede op, udbrød der arvestrid i England, og Eleonora stod i spidsen for tre af sine sønner i et oprør mod deres far. Oprøret slog fejl, og Eleonora blev holdt fanget gennem i de næste 15 år. I 1189 døde Henrik 2., og deres søn Richard 1. (1157-1199) overtog tronen.

På vej fra det 3. korstog til England blev Richard i 1192 taget til fange af den tysk-romerske kejser, Henrik 6., som krævede løsepenge. Eleonora arbejdede uophørligt på at skaffe pengene, og den 4. februar 1194 blev Richard frigivet.

Inden sin død trak Eleonora sig tilbage til Fontevraudklostret i Anjou, og der døde hun den 31. marts 1204. Hun blev begravet sammen med Henrik 2.

• Philippe Delorme: Aliènor d'Aquitaine. Épouse de Louis VII, mère de Richard Cœur de Lion, 2001, ISBN 2-85704-673-1
• Jean Flori: Aliénor d'Aquitaine. La Reine insoumise, 2004, ISBN 2-228-89829-5
• Margaret Howell: Eleanor of Provence: Queenship in thirteeth-century England, 1998, ISBN 978-0-631-22739-7
• Alain-Gilles Minella: Aliénor d'Aquitaine. L'amour, le pouvoir et la haine, 2004, ISBN 2-262-02053-1
• D.D.R. Owen: Eleanor of Aquitaine: queen and legend, 1993, ISBN 978-0-631-20101-4
• John Carmi Parsons: Eleanor of Castile: Queen and Society in Thirteenth-century England, 1997, ISBN 978-0-312-17297-8
• Régine Pernoud: Königin der Troubadoure. Eleonore von Aquitanien, 13. oplag, 1995, ISBN 3-423-30042-6
• Ursula Vones-Liebenstein: Eleonore von Aquitanien, 2000, ISBN 3-7881-0152-0
• Bonnie Wheeler: Eleanor of Aquitaine: Lord and Lady, 2002, ISBN 978-0-230-60236-6

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Eleonora af Aquitanien