Anne Hidalgo
Anne Hidalgo | |
---|---|
Borgmester i Paris | |
Nuværende | |
Overtaget embede 5. april 2014 | |
Foregående | Bertrand Delanoë |
Viceborgmester i Paris | |
Embedsperiode 18. marts 2001 – 5. april 2014 | |
Borgmester | Bertrand Delanoë |
Foregående | Jacques Dominati |
Efterfulgt af | Bruno Juillard |
Byrådsmedlem i Paris, for 15. arr. | |
Nuværende | |
Overtaget embede 9. marts 2001 | |
Personlige detaljer | |
Født | Ana Hidalgo 19. juni 1959 (65 år) San Fernando, Cádiz, Spanien |
Fulde navn | Ana María Hidalgo |
Statsborgerskab | Frankrig Spanien |
Politisk parti | Det franske Socialistparti |
Højde | 1,63 m[1] |
Ægtefælle(r) | Jean-Marc Germain (g. 2004)[2] |
Partner | Jean-Marc Germain (fra 1999) |
Bopæl | Hôtel de Ville |
Uddannelse | DEA i arbejdsmarkedsforhold |
Uddannelsessted | Université Lyon 3 Université Paris-Nanterre |
Religion | Ateisme |
Underskrift | |
Links | |
Anne Hidalgos hjemmeside | |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Ana María "Anne" Hidalgo (udtales: [an idal'go]; født 19. juni 1959) er en spansk-fransk politiker, som siden det franske kommunalvalg i 2014 har været borgmester i Paris, som den første kvinde i dette embede.
Som medlem af Socialistpartiet siden 1994 var hun viceborgmester under borgmester Bertrand Delanoë (2001–2014), og hun har siden marts 2001 repræsenteret 15. arrondissement i Paris' byråd.[3] Den 22. januar 2016 blev hun i embeds medfør valgt som første vicepræsident for den da nyoprettede stor-parisiske region Métropole du Grand Paris.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Barndom og ungdom
[redigér | rediger kildetekst]Hidalgo er født nær Cádiz i det sydvestligste Spanien.[2] Farfaren var en spansk socialist, som flygtede til Frankrig efter Den spanske Borgerkrig, sammen med kone og fire børn. Da familien nogle år senere vendte tilbage til Francos Spanien, døde farmoren under rejsen, mens farfaren blev fængslet og dødsdømt, en dom som dog blev ændret til fængsel på livstid.
Hidalgos far voksede op hos sin mors forældre.[4] Han var elektriker,[2] og i slutningen af 1950-erne giftede han sig med en syerske,[2] og sammen fik de to døtre, Ana (Anne) og María (Marie). De trange økonomiske kår i Spanien fik i 1961 familien til at emigrere til Frankrig, hvor de slog sig ned i Lyon.[5]
Hidalgo voksede op i bydelen Vaise, hvor hun snakkede spansk med forældrene og fransk med sin søster. Forældrene er nu flyttet tilbage til Spanien,[5] mens storesøsteren Marie driver et firma i Los Angeles.
Hidalgo fik som fjortenårig fransk statsborgerskab, udover sit oprindelige spanske.[2]
Adspurgt om sin indvandrerbaggrund har Hidalgo i et interview sagt: "Jeg har hele mit liv måttet arbejde dobbelt så hårdt, fordi jeg både er kvinde og indvandrer, det er sikkert og vist." Hun er overbevist om, hendes livsbane har gjort det nemmere for hende at forstå migranter og deres problemer.[6] Hidalgo virker "så rar og naturlig, at man kan overse hendes iver mht sine mærkesager. Her er ingen selviscenesættelse eller skarpe holdninger, som skaber gnidninger i hendes virke." Således berettede hun under borgmestervalgkampen ganske åbent om sine træthedsanfald, om stress og om hvilken tortur valgkampen var for hende.[7]
Studier
[redigér | rediger kildetekst]Hidalgo uddannede sig til socialrådgiver ved Jean Moulin University Lyon 3[8] og tog senere en Master of Advanced Studies (DEA) i social- og arbejdsmarkedsforhold ved Université Paris-Nanterre.
I 1982 fik hun en femteplads i det franske arbejdstilsyns konkurrence, og to år senere fik hun job der, som repræsentant for Paris' 15. arrondissement. I sommeren 2011 lod hun sig pensionere.[9]
Erhvervskarriere
[redigér | rediger kildetekst]- 1984-1993: Inspection du travail (Arbejdstilsynet i Frankrig)
- 1993-1995: Udvikling af efteruddannelse, Arbejdsministeriet
- 1995-1996: Udsendt til International Labour Organization, Geneve
- 1996-1997: Ansat i HR-afdelingen i forsyningsselskabet Compagnie Générale des Eaux (som senere blev til medieselskabet Vivendi)
Politisk karriere
[redigér | rediger kildetekst]Hidalgo arbejdede for tre af premierminister Lionel Jospins regeringer:
- 1997-1998: som rådgiver i beskæftigelses- og solidaritetsministeriet, ledet af Martine Aubry;
- 1998-2000: som teknisk rådgiver og konsulent i sekretariatet for ligestilling og videreuddannelse for kvinder, ledet af Nicole Pery;
- november 2000-maj 2002: som teknisk rådgiver i justitsministeriet, ledet af Marylise Lebranchu.
Ved kommunalvalget i 2001 var hun spidskandidat i Paris' 15. arrondissement for Socialistpartiet, som i første runde vandt 26,5% af stemmerne, men i anden runde blev slået af UMP med Édouard Balladur og borgmester René Galy-Dejean. Hidalgo opnåede dog valg til byrådet, Conseil de Paris, og blev udpeget til første viceborgmester.
I juni 2002 var hun kandidat i Paris' 12. arrondissement til parlamentsvalget. I første runde fik hun 29.6% af stemmerne, men måtte se sig slået af Balladur.
I marts 2004 blev hun valgt til regionsrådet for Île-de-France.
Som del af kampagnen i 2006 til nominering af socialistpartiets kandidat til præsidentvalget i 2007 støttede Hidalgo offentligt Dominique Strauss-Kahn, uden at tage afstand fra Lionel Jospin og Bertrand Delanoë. Som flere andre kvindelige ledere i socialistpartiet kritiserede hun populariseringen inden for politik, særligt udnævnelsen af den populistiske socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal, på bekostning af en mere traditionelt indstillet marxistisk kandidat.
Politiske standpunkter
[redigér | rediger kildetekst]Kamp mod sekter
[redigér | rediger kildetekst]I 2005 gik den ateistiske Hidalgo til kamp mod religiøse og filosofiske sekter, især Scientology og OINA (Ny Akropolis). Hun stod i spidsen for en selvtægtskomité, og hun deltog i en demonstration mod Scientology.[10][11] Det parisiske bystyre lod med Hidalgos støtte udarbejde et kort over sekter i Paris. Kortet viste sig at være kontroversielt,[12] og på internettet foregav en gruppe at repræsentere en "komité til støtte for Anne Hidalgo".[11] Hidalgo har nægtet ethvert kendskab til komiteen, men et sagsanlæg mod gruppens leder blev dog senere frafaldet.[13]
Copyright på internettet
[redigér | rediger kildetekst]Omkring årsskiftet 2005-2006 tog Hidalgo sammen med Paris' daværende viceborgmester Christophe Girard i en artikel i Le Monde afstand fra sine socialistiske partifællers forslag om indførelse af en 'global licens' for download fra internettet, bl.a. med henvisning til beskyttelse af kulturel mangfoldighed.[14] Hun mødtes med beskyldninger om, at hendes egentlige ærinde var at beskytte sin tidligere arbejdsplads, mediehuset Vivendi Universals interesser. Da hun senere sammen med François Adibi og socialistpartiets kulturudvalg også tog afstand fra DRM (Digital Rights Management) var det medvirkende til, hun en tid blev lagt på is af socialistpartiets ledelse, som stadig fastholdt støtten til det oprindelige forslag om en global licens, som fremsat af Patrick Bloche, Didier Mathus og Christian Paul.
Luftforurening
[redigér | rediger kildetekst]I maj 2016 iværksatte Hidalgo som borgmester en kampagne mod luftforurening, Paris Respire (Paris ånder), som bl.a. omfatter forbud mod bilkørsel i visse bydele den første søndag i måneden, hvor også offentlig transport og bycykel- og elbilordninger er gratis.[15][16] Hun har søgt at dæmme op for bilismen ved at hæve parkeringsafgifter og afskaffe den gratis parkering på visse dage. Samtidig har hun fået omlagt et stykke motorvej langs Seinen til park.[17]
Hun har foreslået et forbud mod diesel-biler i Paris,[18] samt at Paris Métro skal køre 24/7.[kilde mangler]
Privatliv
[redigér | rediger kildetekst]Fra sit første ægteskab har hun tre børn. I 2004 blev hun gift med Jean-Marc Germain, parlamentsmedlem for Socialistpartiet, og de har sammen en søn.[2]
Trods sin katolske opdragelse er Hidalgo erklæret ateist.[19][20][21]
Hun snakker flydende castilliansk, fransk og engelsk.
Æresbevisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Kommandør af den spanske Isabella den Katolskes Orden (2010), "som påskønnelse for vellykket spansk integration i Frankrig"[22]
- Ridder af Æreslegionen (2012)[23]
- Kommandør af den svenske Nordstjerneorden (2014)[24]
- Storkorset af den spanske Civilfortjenstorden (2015)
- Ridder af Lyons nationalorden (2016)
- "Jerevans borgmesters guldmedalje" (2016)[25]
Bibliografi
[redigér | rediger kildetekst]- Une femme dans l'arène, juni 2006, Le Rocher editions, skrevet sammen med Jean-Bernard Senon, forord af Bertrand Delanoë ISBN 2268059618
- Travail au bord de la crise de nerfs, oktober, 2010, skrevet sammen med Jean-Bernard Senon ISBN 2081245221
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ vos-celebrites.fr (fra Wikidata).
- ^ a b c d e f Jérôme Bonnet, 'To be Mayor is to work 24 hours a day', FT Weekend Magazine (Financial Times supplement), February 28/March 1, 2015, pp. 18-21
- ^ "La nouvelle vie d'Anne Hidalgo" (fransk). Le Parisien. Arkiveret fra originalen 4. august 2012. Hentet 2009-07-23.
- ^ "- Person Page 55333". Arkiveret fra originalen 23. december 2014. Hentet 8. januar 2015.
- ^ a b "Una gaditana en la alcaldía de París" (spansk). El País. 1. april 2001. Arkiveret fra originalen 8. december 2019. Hentet 2010-05-19.
{{cite journal}}
: Cite journal kræver|journal=
(hjælp) - ^ [https://web.archive.org/web/20160814095605/http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-113750822.html Arkiveret 14. august 2016 hos Wayback Machine Mathieu von Rohr, 2013-09-21: Hart gegen herzlich, artikel i Der Spiegel]
- ^ [https://web.archive.org/web/20180823043451/https://www.tagesanzeiger.ch/ausland/europa/Eine-sensationell-unglamouroese-Siegerin/story/18608147 Arkiveret 23. august 2018 hos Wayback Machine Oliver Meiler, 2014-03-30: Eine sensationell unglamouröse Siegerin, artikel i Tages-Anzeiger]
- ^ "Biographie Anne Hidalgo". www.linternaute.com. Arkiveret fra originalen 31. marts 2014. Hentet 2017-12-19.
- ^ Anne Hidalgo, 53 ans, retraitée depuis juillet 2011 Arkiveret 7. august 2018 hos Wayback Machine, Atlantico, 9 avril 2013.
- ^ "Il faut en finir avec la secte de la Scientologie" (fransk). Anne Hidalgo. Arkiveret fra originalen 20. juni 2009. Hentet 2009-07-23.
- ^ a b "Manifestation contre la Scientologie" (fransk). Nouvel Observateur, 11 October 2005. Hentet 2009-07-23.
- ^ "Sectes à Paris : protestation de la Scientologie et de Nouvelle Acropole" (fransk). Sectes-infos. Arkiveret fra originalen 17. juli 2011. Hentet 2009-07-23.
- ^ "Anne Hidalgo déboutée par la 17ème Chambre correctionnelle" (fransk). Coordiap. Arkiveret fra originalen 20. august 2018. Hentet 2009-07-23.
- ^ Anne Hidalgo and Christophe Girard (2005-12-27). "Coup dur pour la création" (fransk). Le Monde. Arkiveret fra originalen 8. august 2007. Hentet 2009-07-23.
- ^ Anzilotti, Eillie (2016-04-29). "Starting May 8, Sundays on the Champs Elysées Will Be a Car-Free Experience". CityLab (amerikansk engelsk). Arkiveret fra originalen 19. februar 2017. Hentet 2016-12-12.
- ^ "Paris Respire" (fransk). Arkiveret fra originalen 29. juli 2019. Hentet 2016-12-12.
- ^ "Paris imposes driving restrictions, plans clunker ban as smog hits highs". Reuters. 2016-12-08. Arkiveret fra originalen 6. november 2018. Hentet 2016-12-12.
- ^ "Paris ban on Diesel". Associated Press. 9. februar 2015. Arkiveret fra originalen 19. februar 2015. Hentet 19. februar 2015.
- ^ Le Mone: "Anne Hidalgo, première dame" Par Béatrice Gurrey Arkiveret 5. oktober 2019 hos Wayback Machine 04.04.2014| "Pour cette athée farouche, fille de républicains espagnols, élevée dans la religion catholique, la Terre sainte est devenue familière"
- ^ Atlantico: "Quand Anne Hidalgo s'essaie à l'anglais pour critiquer Donald Trump, c'est...très gênant" Arkiveret 5. november 2018 hos Wayback Machine 13 Mai 2016
- ^ « À Cadix, Hidalgo soigne son image en pensant à 2014 » Arkiveret 1. juli 2019 hos Wayback Machine, Le Figaro, mis en ligne le 28 septembre 2012
- ^ "Anne Hidalgo décorée par le roi d'Espagne" (fransk). Le Parisien. Arkiveret fra originalen 25. august 2010. Hentet 4. august 2010.
- ^ "Légion d'honneur : Simone Veil, Juliette Gréco, Michel Blanc au menu de la promotion 2012". Le Monde.fr. Arkiveret fra originalen 11. juni 2015. Hentet 8. januar 2015.
- ^ "Ambassadeur de Suède on Twitter". Twitter. Hentet 8. januar 2015.
- ^ "Paris Mayor awarded with Yerevan Mayor Gold Medal". Arkiveret fra originalen 20. august 2018. Hentet 19. august 2018.