Hvad er en webbrowser?
En webbrowser giver dig adgang til hele internettet, så du kan se tekst, billeder og videoer fra overalt i verden.
Internettet er et gigantisk værktøj med utallige anvendelsesmuligheder. I løbet af få årtier har det ændret måden vi arbejder, finder underholdning og er sammen med hinanden på. Når internettet bruges rigtigt, bygger det bro mellem nationer, skaber nye og bedre muligheder for handel, styrker relationer, driver fremtidens innovative udvikling - og så giver det os flere memes end vi ved, hvad vi skal stille op med.
Det er vigtigt, at alle har adgang til internettet. Men det er lige så vigtigt, at vi alle forstår de værktøjer, vi bruger til at få adgang til internettet med. Vi bruger webbrowsere som MozillaFirefox, Google Chrome, Microsoft Edge og Apple Safari hver dag - men forstår vi, hvad de er og hvordan de virker? For ikke ret mange år siden var vi vildt imponerede over, at det kunne lade sig gøre at sende en mail til nogen på den anden side af jorden. I dag tænker vi på information på en anden måde: Det handler ikke længere om, hvor meget du ved - men om hvilken browser eller app, der kan skaffe dig informationerne hurtigst.
Hvordan virker en webbrowser?
En webbrowser giver dig adgang til hele internettet. Den henter informationer fra andre dele af internettet og viser dem på din computer eller mobile enheder. Informationerne bliver overført ved hjælp af HTTP-protokollen (Hypertext Transfer Protocol), der fastlægger, hvordan tekst, billeder og video skal overføres. Disse informationer må nødvendigvis deles og vises i et fælles fastlagt format, sådan at alle i verden kan tilgå informationerne - uanset hvilken browser, de bruger.
Desværre er det ikke alle browserproducenter, der har valgt at fortolke formatet på samme måde. Det betyder, at et websted kan se forskelligt ud og fungere forskelligt, alt efter hvilken browser du bruger. Begrebet web-standarder dækker over, at man skaber overensstemmelse mellem browsere, sådan at alle brugere får en god oplevelse på internettet - uanset hvilken browser, de bruger.
Når en webbrowser henter data fra en server på internettet, bruger browseren et stykke software, der kaldes en renderings-motor (engelsk: "rendering engine"), til at oversætte disse data til tekst og billeder. De hentede data er skrevet i HTML (Hypertext Markup Language, og webbrowsere læser denne kode for at danne de ting, vi ser, hører og oplever på internettet.
Hyperlinks gør det muligt at følge stier til andre sider eller andre websteder på internettet. Hver eneste webside, billede og video har sin egen unikke adresse, kaldet URL (Uniform Resource Locator. Når en browser kontakter en server for at hente data, fortæller URL'en browseren, hvor den skal finde de elementer, der er beskrevet i HTML-koden, som så igen fortæller browseren, hvor elementerne skal vises på websiden.
Cookies (ikke dem, du spiser)
Websteder gemmer informationer om dig i filer, der kaldes cookies. De bliver gemt på din computer til næste gang, du besøger samme websted. Når du vender tilbage til webstedet, kan kode på webstedet læse filen og se, at det er dig, der er tilbage. For eksempel kan nogle websteder huske dit login og din adgangskode, når du besøger dem igen - det er muligt på grund af cookies.
Der findes også cookies, der kan huske mere detaljerede oplysninger om dig. Det kan være dine interesser, dine browsing-vaner mv. På den måde kan websteder vise dig mere målrettet indhold, ofte i form af reklamer. Der findes desuden en slags cookies, der kaldes tredjeparts-cookies, som stammer fra websteder, du ikke engang behøver at have besøgt. Disse tredjeparts-cookies kan følge dig fra websted til websted for at indsamle oplysninger om dig - oplysninger der nogle gange bliver solgt videre til andre virksomheder. Nogle gange kan du blokere denne type cookies, men ikke alle browsere tillader det.
Forstå privatlivsbeskyttelse
Næsten alle de mest udbredte browsere har mulighed for privat browsing. Ved at bruge funktionen, kan du skjule din browsing-historik for andre, der bruger den samme computer. Mange tror, at privat browsing eller incognito-tilstand skjuler både deres identitet og browsing-historik fra internetudbydere , regeringer og annoncører, men det er ikke tilfældet. Funktionen gør ikke andet end at slette browserhistorikken fra computeren, hvilket er praktisk, hvis du behandler følsomme data på en delt eller offentlig computer. Firefox går et skridt videre.
Firefox hjælper dig med at beskytte dit privatliv online ved at forhindre sporingsmekanismer i at følge dig rundt på internettet.
Tilpas din browser til dine behov
Hovedparten af de mest populære browsere lader brugerne installere udvidelser eller tilføjelser. Udvidelser er små stykker software, du kan føje til din browser for at tilpasse den eller tilføje nye funktioner. Med udvidelser kan du få for eksempel få adgang til nye funktioner eller ordbøger på andre sprog - eller ændre browserens udseende og tema.
Alle browser-producenter lægger vægt på, at billeder og videoer vises så hurtigt og smidigt som muligt, så du kan få den bedste oplevelse. De arbejder alle på at skabe hurtigere browsere fyldt med nyttige funktioner, som samtidig er nemme at bruge. Den store forskel på dem er deres motiver. Det er vigtigt, at du vælger den browser, der passer bedst til dine behov. Mozilla udvikler Firefox-browseren med det erklærede mål at sikre, at brugerne har kontrol over deres online-liv - og at internettet er en global, offentlig ressource, der er tilgængelig for alle.