arbejdsløshed

Arbejdsløshed kan skyldes flere forhold og inddeles traditionelt, men ikke entydigt i friktionsledighed, sæsonledighed, konjunkturledighed, strukturledighed og teknologisk ledighed.

I praksis er det vanskeligt at udskille friktions- og sæsonledighed fra strukturledighed, og derfor sondres der i den økonomisk-politiske debat oftest kun mellem konjunkturarbejdsløshed og strukturarbejdsløshed. Men samtidig kan de alle have betydning for en vurdering af arbejdsløshedens omfang og behov for aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Den strukturelle arbejdsløshed forstås herefter i store træk som den del af arbejdsløsheden, der ikke kan nedbringes vha. en traditionel forøgelse af efterspørgslen.

Det er forbundet med skøn at foretage en opdeling af den samlede arbejdsløshed på konjunktur- og strukturarbejdsløshed, men flere opgørelser af disse to komponenter viser, at den strukturelle ledighed voksede ganske betydeligt i Danmark i løbet af 1970'erne og 1980'erne, hvorefter den siden omkring 1993 er aftaget betragteligt, og i dag, jf. nedenfor, kun er af begrænset omfang.

Ifølge Finansministeriets skøn rundede den strukturelle arbejdsløshed i Danmark omkring 400.000 arbejdsløse i 1993 (opgjort som bruttoledighed dvs. inklusive aktiverede ledige og omregnet til fuldtidspersoner). Konjunkturarbejdsløsheden var ca. 40.000 ledige, sådan at den samlede arbejdsløshed udgjorde ca. 440.000 ledige i 1993. Siden er strukturarbejdsløsheden gradvist dalet til omkring 130.000 ledige i 2022.

Den strukturelle ledighed er vanskelig at beregne, men den må antages at være lav, når der er et højt samlet beskæftigelsesniveau. I disse situationer kan virksomheder få svært ved at rekruttere arbejdskraft. Det kan ses betegnet som et paradoks, at der på samme tid kan være arbejdsløshed og vanskeligheder ved at rekruttere medarbejdere, men det hænger i høj grad sammen med, at de ledige ikke nødvendigvis har de kvalifikationer, der efterspørges og/eller bor i et andet område af Danmark end der, hvor disse kompetencer efterspørges.

Der kan være flere forklaringer, når der er vækst i strukturarbejdsløsheden. For det første synes et højt arbejdsløshedsniveau over en periode i sig selv at øge strukturarbejdsløsheden, fordi de arbejdsløse langsomt mister erhvervskvalifikationer og dermed får vanskeligere ved at finde beskæftigelse.

Når en stor gruppe får sværere ved at konkurrere om de ledige jobs, vil arbejdsløsheden i mindre grad lægge pres på løndannelsesprocessen, og løntilpasningen vil således ikke kunne sikre en tilbagevenden til høj beskæftigelse. Jo længere tid arbejdsmarkedet er præget af høj arbejdsløshed, jo flere af de arbejdsløse vil blive marginaliserede, og jo større bliver den strukturelle ledighed.

Arbejdsløsheden får en tendens til at fastlåses på et højere niveau, når økonomien bliver ramt af en lavkonjunktur. Hertil kommer, at institutionelle forhold kan forstærke tendensen til denne fastlåsning. Reglerne for arbejdsløshedsforsikringen kan have betydning for den strukturelle arbejdsløshed, dels via niveauet for dagpengebeløbet i forhold til tidligere lønindkomst — kompensationsgraden — dels via længden af den periode, som dagpengene maksimalt kan modtages i. Dagpengenes kompensationsgrad er faldet i de seneste år, og dette kan derfor ikke antages at have samme virkning som tidligere.

Jo længere dagpengeperiode og jo højere kompensationsgrad, jo svagere bliver løntilpasningen ved uligevægt på arbejdsmarkedet, og jo større antages den strukturelle arbejdsløshed at blive. Hertil kommer finansieringen af arbejdsløshedsforsikringen. Et dagpengesystem som det danske, der i høj grad bygger på offentlig finansiering og i mindre grad på medlemsfinansiering, antages at øge strukturarbejdsløsheden, når arbejdsløsheden er høj. Når ledigheden er lav, bærer arbejdsgivere og arbejdstagere de fleste af udgifterne til betaling af arbejdsløshedsdagpenge.

Finansministeriet forklarer det betragtelige fald i den strukturelle ledighed med en række reformer af arbejdsmarkedet, herunder afkortning af dagpengeperioden, skærpede optjeningskrav i dagpengesystemet, strammere rådighedskrav og udvidelse af den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Arbejdsløshedens årsager er af stor betydning for valget af økonomisk politik. Konjunkturarbejdsløshed søges nedbragt ved hjælp af økonomisk-politiske midler, som øger aktiviteten i samfundet, dvs. økonomisk politik der fører til en stigende efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser i samfundet (ekspansiv finans- eller pengepolitik, valutakurspolitik mv.). Det illustrerer, at den samlede ledighed i et samfund ikke kun er påvirket af udbuddet af arbejdskraft men også i høj grad af den samlede økonomiske efterspørgsel i samfundet.

De strukturpolitiske instrumenter, der kan tages i brug, omfatter bl.a. direkte indgreb i de institutionelle rammer for arbejdsmarkedet. Eksempelvis er indretningen af dagpengesystemet et strukturpolitisk instrument, men også uddannelsespolitikken, for eksempel yderligere kvalificering af langvarigt arbejdsløse, efteruddannelse og uddannelsessystemet generelt, kan indgå blandt de strukturpolitiske instrumenter.

Ledighed har også været kendt i tidligere samfund. I landbosamfund før markedsøkonomiens gennemslag eksisterede arbejdsløshed dels i form af sæsonbetinget ledighed blandt landarbejdere, dels i form af underbeskæftigelse i epoker med stærk befolkningstilvækst og dels i form af omstrejfere, vagabonder eller tiggere, dvs. sociale grupper, som var udstødt af de lokale samfund, og som statsmagten i varierende omfang kriminaliserede gennem love og forordninger.

I byerhvervene regulerede lavene tilgangen til håndværksfagene bl.a. for at undgå ledighed, men også her var arbejdsløshed en tilbagevendende erfaring især for håndværkere og daglejere i byggefagene. Arbejdsløshedens omfang i ældre tid lader sig ikke bestemme nøjagtigt, men fra et spinkelt kildemateriale ses det, at den i forbindelse med kriser har været betydelig.

Industrialiseringen i England fra slutningen af 1700-t. skabte mange arbejdspladser bl.a for kvinder og børn, men den indebar samtidig en udstødelse af en række fag, hvis produktion blev overtaget af maskinerne. Industrikapitalismen skabte det, som Karl Marx kaldte den "industrielle reservearmé", et permanent lag af ledig arbejdskraft.

Det samme kendes i Danmark, om end i mindre målestok. Det kan fra ikke-statistiske kilder udledes, at der i forbindelse med krisen efter 1813 har været stor ledighed; ligeledes i slutningen af 1840'erne, i midten af 1850'erne og igen fra midten af 1870'erne til begyndelsen af 1890'erne.

Fra ca. 1900 påbegyndte fagforeningerne indsamling af statistisk materiale om arbejdsløsheden. Fra 1910 overtog det offentlige bearbejdningen af materialet, og arbejdsløshedsstatistikken anses herefter for at være ganske pålidelig.

Indtil etableringen af arbejdsløshedskasserne var ledighed identisk med berøvelse af eksistensgrundlaget for den enkelte og/eller dennes familie eller med underlæggelse under fattighjælpssystemet. Indførelsen af a-kasser har gradvis ændret dette, men indtil 1960'erne var arbejdsløshed ensbetydende med social nød, og selvom dagpengene siden hen har sikret en tålelig eksistens, indebærer den dog altid alvorlige sociale og menneskelige omkostninger, og en risiko for at leve i væsentligt ringere vilkår end andre i samfundet.

Arbejdsløsheden opgøres i de fleste lande efter ILO's retningslinjer; se også arbejdsmarked – statistik. For at indgå i statistikken skal en person være uden beskæftigelse, søge arbejde og være til rådighed for arbejde på det almindelige arbejdsmarked.

De enkelte lande tilpasser ILO's retningslinjer til den nationale situation, men for at kunne sammenligne landene imellem anvendes næsten ensartede regler. Dette gælder f.eks. EU-landene.

Danmarks Statistik offentliggør månedligt tre forskellige tal for arbejdsløsheden: Nettoledigheden, som er det tal, der findes længst tilbage i tid, bruttoledigheden, som i dag er den mest benyttede opgørelse i vurderinger af udviklingen i ledigheden, samt AKU-ledigheden, der er den internationalt mest sammenlignelige opgørelse.

Nettoledigheden opgøres som antallet af jobparate 16-64-årige ledige, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælpslignende ydelse (som f.eks. kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse).

Bruttoledigheden er lig med nettoledigheden plus antallet af jobparate 16-64-årige ledige, der er i en aktiveringsordning som f.eks. opkvalificering eller ansættelse med løntilskud.

Brutto- og nettoledigheden er begge en registerbaseret totaltælling af den ledighed, som registreres i arbejdsløshedskasserne og i de offentlige jobcentre. Tallene omregnes til antal fuldtidspersoner, idet mange af de omfattede personer kun har været ledige i en del af opgørelsesperioden. Opgørelser af denne type kan kun foretages i de få lande, der som de nordiske besidder de nødvendige registerdata.

AKU-ledigheden opgøres derimod ud fra stikprøvebaserede interviews i de løbende Arbejdskraftundersøgelser (AKU), der omfatter ca. 72.000 interviews af 15-89-årige per år, idet dog data for de 75-89 årige alene offentliggøres via Eurostat. Her opgøres ledigheden som antal personer, der for en given reference uge angiver, at de er uden beskæftigelse, aktivt har søgt arbejde indenfor de sidste fire uger og kan påbegynde et nyt arbejde indenfor de næste to uger. Der er tale om en EU-harmoniseret opgørelse, som direkte følger ILO’s retningslinjer. Denne opgørelsesmetode er den almindelige i lande udenfor Norden.

I 2022 var bruttoledigheden godt 140.00 fuldtidspersoner (eller 4,5 pct. af arbejdsstyrken).

AKU-ledigheden er typisk størst. Det skyldes bl.a., at tallet omfatter ledige, herunder f.eks. studerende og pensionister, der angiver, at de er aktivt jobsøgende og klar til at tage et arbejde (evt. på deltid), men som ikke kan modtage dagpenge eller kontanthjælpslignende ydelser som ledige. Desuden omregnes AKU-ledigheden ikke til fuldtidspersoner.

• Danmark – arbejdsmarked og beskæftigelse
• konjunktur