Paul Kruger

Paul Kruger var en sydafrikansk politiker, præsident for Transvaal 1883-1900. Krugers familie deltog i 1830'erne i folkevandringen væk fra den britiske Kapkoloni. I 1850'erne var han med til at indskrive hvidt overherredømme i grundloven for den nydannede Sydafrikanske Republik (Transvaal). Paul Kruger ledte i 1877 forsvaret af republikken mod en britisk invasionsstyrke, og i de efterfølgende fredsforhandlinger afviste han med held det britiske krav om en politisk union. I 1883 valgtes han første gang til præsident.

Kravet om en union blev i 1890'erne fremført med tiltagende styrke efter rapporter om, at guldfundene i republikkens sydlige del nærmest var uudtømmelige. I julen 1895 forsøgte Kapkoloniens guvernør, Cecil Rhodes, og den britiske koloniminister, Joseph Chamberlain, et kup mod Paul Kruger med Leander Starr Jameson som frontfigur. Kruger kom styrket ud af kupforsøget og viste herefter fortsat en vis imødekommenhed over for britiske krav om bl.a. hurtigt at give indfødsret til hvide indvandrere, lempe erhvervsskatter og øve kontrol med sorte arbejdere. Kruger fastholdt, at minedriften især skulle komme republikkens hvide statsborgere til gode. Med denne principfasthed ledte han i 1899 republikken i krig mod Storbritannien, og i Boerkrigens første år kunne Kruger notere fremgang; han blev et internationalt symbol på anti-imperialistisk kamp.

Inden det endelige nederlag i 1902 søgte Paul Kruger eksil i Schweiz, hvorfra han udgav sine memoirer.