Rumsultanatet

Rumsultanatet, (1. led af arab. Rūm 'romere, hellenere'), turkmensk statsdannelse i Anatolien ca. 1100-1307. Slaget ved Manzikert (1071) åbnede Anatolien, Rum, for turkmenske nomader, der ønskede at undslippe storseldsjukisk herredømme. I ly af Det Byzantinske Riges militære sammenbrud kunne turkmenernes ledere oprette en række reelt uafhængige fyrstendømmer. Et landflygtigt medlem af seldsjukfamilien, Süleyman Kutlumuş (d. 1086), etablerede sig i 1080'erne som hersker af Nikæa. Hans søn, Kılıç Arslan 1., blev anerkendt som leder af turkmenerne i Vestanatolien. Han blev af det 1. korstog tvunget til at rømme Nikæa og Ægæerhavskysten, men han formåede at konsolidere sig på den anatolske højslette med Konya som hovedstad. Byzantinsk reorganisering medførte i 1100-t. et voksende militært pres på fyrstendømmet indtil Kılıç Arslan 2.s sejr over byzantinerne ved Myriokefalon 1176, der sammen med det 4. korstogs erobring af Konstantinopel i 1204 definitivt udelukkede en byzantinsk generobring af Anatolien.

I begyndelsen af 1200-t. skaffede Rumsultanatet sig adgang til både Sortehavet og Middelhavet og dermed kontrol over vigtige handelsruter. Det fremstod herefter som den lokale stormagt, der søgte at organisere en centraliseret administration efter klassisk persisk-muslimsk snarere end byzantinsk forbillede. Udadtil rettede sultanatets interesse sig primært mod øst, hvor der førtes en aggressiv ekspansionspolitik i Nordsyrien og Kilikien.

Centraliseringen synes at have været årsag til, at en omfattende opstand brød ud blandt turkmenerne i det centrale og østlige Anatolien i 1240. Den blev nedkæmpet med besvær, og inden sultanatet var kommet sig, blev det angrebet af mongolerne. I 1243 led Rumsultanatet et afgørende nederlag ved Kösedag og var herefter reduceret til en mongolsk-ilkhanidisk lydstat, indtil det opløstes 1307.