Den Røde Hær: Forskelle mellem versioner

Denne artikel omhandler Sovjetunionens hær. Se Rote Armee Fraktion hvis du leder efter den tyske, militante gruppe.

Den Røde Hær, samt forkortelsen RKKA, er korte udgaver af hærens egentlige navn: ”Arbejdernes og Bønnernes Røde Hær”. På Russisk (Рабоче-Крестьянская Красная Армия - Raboche-Krest'yanskaya Krasnaya Armiya. Den Røde Hær blev oprindeligt dannet af Bolsjevikkerne, under den Russiske borgerkrig i 1918, efter sejren over det monarkiske styre. Den Røde Hær blev den officielle hær i Sovjetunionen, efter dannelse af denne i 1922. Ordet ’rød’’ referer til det blod, arbejderklassen havde udgydt, i kampen mod kapitalismen.

Fra 1946 ændrede sovjets officielle hær navn til den ’Sovjetiske Hær’. Vesten fortsatte dog med at referer til den, som den ’Røde Hær’ under den kolde krig.

Den Røde Hær blev dannet den 15 januar 1918, på grundlag af den allerede eksisterende Røde Garde. Den officielle hyldestdag for den Røde Hær, den 23. februar, markere dagen for den første masseindskrivning i hæren, foretaget i Moskva og Sankt Petersborg, samt den første egentlige krigshandling mod den tyske besættelse. Denne dag blev en vigtig national helligdag i Sovjetunionen, og er det stadig, den dag i dag. Dengang blev dagen kaldt ”den Røde Hærs Dag”, i dag hedder den ”Dagen for Moderlandets Forsvarere”. Lev Trotskij, der var krigskommissær fra 1918 til 1924, menes at være den egentlige grundlægger af den Røde hær.

I begyndelsen fungerede den Røde Hær som en frivillig enhed, uden rang eller varetegn, officererne blev endda valgt på demokratisk vis. Men fra den 29. maj 1918, blev der indført værnepligt for alle mænd mellem 18 og 40 år. For at håndtere de mange værnepligtige, blev der oprettet regionale ”militære kommissariater” (ikke at forveksle med krigskommissariatet), rundt omkring i Sovjetunionen.

Alle enheder i den Røde Hær fik udpeget en ’politisk kommissær’, som havde beføjelser til at omstøde enhver ordre, de måtte finde i strid med kommunistpartiets principper. Disse kommissærer havde reelt den øverste myndighed i enhederne. Selvom det i nogle tilfælde medførte en ineffektiv ledelse, mente partilederne, at det var nødvendigt med fuld politisk kontrol over militæret, især fordi den Røde Hær i højere og højere grad bestod af officerer fra den tidligere kejserlige hær.

Da Tyskland gik til angreb på Sovjetunionen i juni 1941, bestod den Røde Hær af omkring 1.5 millioner men, men den var dårligt forberedt på krigen. Politiske udrensninger blandt hærens medlemmer, havde svækket den, og soldaterne manglede erfaring og træning. I krigens første uger, blev det sovjetiske luftvåben nærmest udslettet, mens det stadig befandt på jorden. I samme periode blev store sovjetiske hærenheder – flere hundredetusind soldater – omringet af de fremrykkende tyske tropper. Mange af dem overgav sig.

De sovjetiske soldater blev mejet ned på slagmarken. Det skete som et resultat af den dårlige forberedelse, statiske militærformationer, der blev løbet over ende, og de sovjetiske øverstbefalende, som sidestillede tilbagetog med forræderi – noget, der blev straffet med døden. Dette var en medvirkende faktor til, at tabene i den Røde Hær var de højeste, en hær nogensinde har lindt.

De lange tyske forsyningslinjer, Hitlers spredning af de tyske tropper, og en generation af dygtige Sovjetiske kommandører, blev Sovjets redning. Efter sejerne ved Moskva, Stalingrad og Kursk, knækkede den Røde Hær, ryggen den stolte Tyske hær. Men tabene var enorme for Sovjetterne. Man regner med, at 7 millioner soldater døde. Andre siger helt op til 10 millioner.

Igennem massiv propaganda, var det lykkes at vække en voldsom patriotisme i befolkningen. Soldaterne blev gjort til helte, og mange meldte sig til det, der blev kaldt den ”Store Patriotiske Krig”. Ved slutningen på 1941 toppede antallet af soldater i den Røde Hær, på det tidspunkt omfattede den 20 millioner soldater.

Efter 2. Verdenskrig faldt antallet af soldater fra omkring 13 millioner, til ca. 5 millioner. Igennem hele den Kolde Krig forblev antallet af soldater i den sovjetiske hær på mellem 3 og 5 millioner. Antallet af Soldater blev opretholdt af en værnepligt på minimum 2 år, som omfattede alle fysisk funktionelle mænd. Det betød, at den sovjetiske hær forblev verdens største i hele perioden mellem 1945 og 1991.

I 1946 ændrede den Røde Hær officielt navn til ’Sovjets Hær’. I 1949 fik, og testede, Sovjetunionen sin første atombombe.

I koldkrigstiden blev den sovjetiske hær brugt til at holde sammen på de sovjetiske stater, og knuse oprør. Således blev hæren sat ind mod oprørene i Ungarn, Tjekkoslovakiet og DDR i 1950'erne og 1960'erne.

Den sidste krig den sovjetiske hær var involverede i, var krigen i Afghanistan fra 1979 og 10 år frem. Her støttede Sovjetunionen aktivt den siddende pro-sovjetiske regering, mens USA på den anden side, støttede de muslimske oprørere (Taliban).

Den lange krig, og opretholdelsen af den 5 millioner mands store hær, var med til at køre den sovjetiske økonomi i sink, og bidrog derved til Sovjetunionens sammenbrud.

Fra omkring 1985 til 1990 begyndte den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, at indskrænke hæren, og de enorme økonomiske resurser, den lage beslag på. Hæren blev langsomt reduceret, og i 989 havde den sovjetiske hær trukket sig ud af alle Warszawapagt-lande. Samme år trak Sovjetunionen også sine tropper ud af Afghanistan.

I 1990 erklærede Litauen sin selvstendighed, og østblokken faldt fra hinanden. Land efter land gennemførte revolutioner. Sovjetunionen var i krise, og Gorbatjov blev stærkt kritiseret for ikke i at sætte hæren ind. I august 1991, spillede hæren en afgørende rolle, da flere højtstående officerer deltog i et kupforsøg mod Gorbatjovs reformvenlige regering. Kampvogne blev sat ind i Moskvas gader, men kupforsøget slog fejl, da indbyggerne blokerede gaderne, og soldaterne nægtede at skyde på deres landsmænd.

Efter Sovjetunionens kollaps, blev Sovjets Hær opløst, og dens udstyr delt mellem de nye stater. Hovedparten af Sovjets Hær, herunder de fleste atomvåben, blev inkorporeret i den nye Russiske hær. Militærstyrker udstationeret i de østeuropæiske lande, herunder Baltikum, returnerede til Rusland i årene 1991 - 1994.

• 2. Verdenskrig
• Den engelske Wikipedia-artikel om den Røde Hær

• Lev Trotskij
• Lenin
• Stalin