Socialliberalisme

Socialliberalismen opstod i Storbritannien i slutningen af 1800-tallet, hvor en gruppe debattører, der kaldte sig selv De Nyliberale, argumenterede mod den klassiske liberalismes idealer og en markedsøkonomi uden statslig indblanding til fordel for en blandingsøkonomi med elementer af statslig planlægning inden for økonomien og kulturlivet. I denne gruppe var bl.a. filosoffen John Stuart Mill (1806-1873), som mente, at man kun ville opnå individuel frihed, hvis visse sociale og økonomiske omstændigheder tillod det.^[3]

Klassisk liberale tror på, at negativt definerede frihedsrettigheder^{[forklar yderligere]} er med til at garantere, at et lands befolkning kan opnå størst mulig frihed og lykke.

Socialliberale mener derimod, at det er statens rolle at sikre borgerne nogle positivt definerede friheder.^[4] De mener således, at manglen på positive friheder, som f.eks. en mangel på ret til at blive uddannet eller modtage sygesikring, vil være en trussel mod befolkningens frihed.^[5]

Klassisk liberale, som f.eks. Ludwig von Mises, afviser, at socialliberale er sande liberale. De mener, at de socialliberale er ofre for intellektuel og politisk forvirring. Dette skyldes, at klassisk liberale mener, at statsmagten ikke bør blande sig i samfundet, da dette er så komplekst, at staten altid vil skulle træffe beslutninger på et uoplyst grundlag.^[3]

I økonomisk politik er socialliberale oftest placeret lidt til højre i det politiske spektrum.

I begyndelsen af det 20. århundrede fik socialliberalismen nyt liv med økonomen John Maynard Keynes' idéer om, at staten kan mindske virkningerne af udsvingene i de økonomiske konjunkturer ved at føre en aktiv finanspolitik og pengepolitik. Staten udfylder således "hullet" i efterspørgslen ved at stimulere økonomien. Hvis investeringerne i samfundet svigter, afstedkommer det en krise. Men ifølge Keynes kan staten undgå denne krise ved at sætte offentlige projekter i gang, f.eks. byggerier, og ved at sørge for, at de der befinder sig udenfor arbejdsmarkedet, understøttes fra statens side. Det vil nemlig være med til at udligne konjunkturerne.

I Tyskland opstod i tiden omkring anden verdenskrig den særlige strømning ordoliberalismen, der har visse træk tilfælles med socialliberalismen. Ordoliberalismen tager således også udgangspunkt i, at staten har en vigtig overordnet rolle at spille i samfundsøkonomien. Ordoliberalismen anses for at være det intellektuelle grundlag for opbygningen af den såkaldte sociale markedsøkonomi i forbundsrepublikken efter krigen.^[6]

Radikale Venstre opfatter sig selv som det mest rendyrkede socialliberale parti i Danmark. Forbindelsen mellem Radikale Venstre og socialliberalismen blev knyttet efter 2. verdenskrig. Før 1940 blev Radikale Venstre betragtet som et socialradikalt parti. Fra 1949 anses partiet for at være socialliberalt.

Der er dog også andre partier, som har socialliberale elementer i deres politik, heriblandt Socialdemokraterne, Venstre og det nu opløste Centrum-Demokraterne. Den detroniserede Farum-borgmester Peter Brixtofte (V) har bl.a. bekendt sig til socialliberalismen og repræsenterede således tidligere Socialliberal Farumliste i kommunalbestyrelsen for Furesø Kommune.

Udover partiet Radikale Venstre er der i Danmark flere foreninger og blogs med en socialliberal indgangsvinkel.

• Liberalisme
• Klassisk liberalisme
• Neoliberalisme
• Ordoliberalisme
• Retsliberalisme